Guide: Sådan planter du hortensia i krukke på altanen
Gigantiske flotte, smukke blomster som kommer igen år efter år?
Det er faktisk muligt, at have Hortensia i krukker på altanen. Læs vores tips og tricks til krukke hortensia i dette blogindlæg.
Store blomster på altanen er en god idé, da det er med til at skabe stemning og sammenhæng i din indretning.
Hortensia er en flerårig blomst med smukke farver, som kan byde på et orgie af lyserøde, hvide og blå nuancer. Den farvestrålende blomst er faktisk forholdsvis nem at passe, hvis den blot får en god start.
Og de visne blomsterhoveder er næsten ligeså smukke i de kolde måneder.
De vigtigste fokuspunkter for at hortensia trives er:
God og næringsrig jord, så blomsten får en god start og nemt slår rødder.
Det lyder jo simpelt, og det er det faktisk også. Lad os gå lidt mere i dybden med plantning og pasning af hortensia.
Hvornår skal hortensia plantes?
Hortensia kan plantes hele året. Dog vil jeg ikke anbefale, at du planter dine hortensia i de varmeste sommermåneder (juli-august) - særligt ikke når de skal stå i krukker på altanen. Varmen får jorden i krukken til at udtørre lynhurtigt, og du vil have svært ved at følge med, med vandingen - det kan være katastrofalt for din hortensia, særligt hvis den er nyplantet. Plant dine hortensia i foråret, eller vent til sensommeren.
Hvordan planter man hortensia i krukker?
Der er nogle ting du skal være opmærksom på, når du skal plante hortensia i krukker.
Hortensia kræver en del vand, og må under ingen omstændigheder udtørre, så derfor er det vigtigt at du vælger en stor krukke med plads til meget jord, så du ikke risikerer udtørring. Det giver også plads til hortensiaens rødder. Desuden er det vigtigt at vælge en frostsikker krukke, da hortensia sagtens kan overvintre og blomstre på ny næste år.
Det er også vigtigt at hortensia'en ikke sopper i vandet, og derfor skal du samtidig sørge for at vælge en krukke med hul i bunden. Løft desuden krukken op med krukkefødder, så vandet nemmere kan løbe fra.
Jorden du planter i skal være rig på næring og let sur - brug fx. spagnum jord, som er en jord der er god til at holde på vandet og er luftig. Læg desuden leca kugler i bunden af krukken - det sikrer at vandet kan løbe fra jorden, og at rødderne ikke sopper i vand i bunden af krukken.
I varme perioder kan du forvente at skulle vande krukkehortensia hver dag - måske endda både morgen og aften. Overvej evt. en selvvandingskrukke - så er risikoen for udtørring langt mindre.
Gødning til hortensia i krukke
Hortensia kræver gødning for at vokse sig store og smukke. Gød gerne et par gange over sæsonen, fx. omkring april, maj og juni. Hvis blomsten mangler næring, kan det som oftest ses ved, at bladene bliver gullige.
Der skal blot bruges normal organisk gødning, og det kan både fåes som gødningspinde, i flydende form og som pulver. Du kan også overveje at lave din egen flydende gødning ved hjælp af bokashi metoden.
Beskæring af hortensia
Det er ikke en nødvendighed at beskære hortensiablomsten, men særligt når du har den i krukke er det en god idé, for at forhindre at den bliver for stor, og pludselig kræver mere vand og næring end krukken kan give.
De visne hoveder bør altid blive på planten vinteren over - de beskytter planten og rødderne mod frost og for meget regn og fugt.
Først når der ikke længere er frost om natten kan du klippe hovederne af. Det er ikke et must, men det giver planten mulighed for at give alt sin næring og energi til nye skud og blomster.
Dog skal du være opmærksom på de nye grønne skud, som sandsynligvis allerede er dannet i april - hvis du kommer til at fjerne dem når du beskærer, så får du ingen blomster. Du skal altså klippe blomsterhovedet af over det første kraftige grønne skud.
Er der visne grene skal de fjernes. Desuden kan du vælge at fjerne en eller flere af de gamle store grene helt i bunden af planten for at holde planten nede, og for at give plads til nyvækst.
Hvis du ønsker at forme hortensiaen og klippe den i en mere harmonisk form, så kan man skære nogle af grenene før et grønt skud - desværre klipper du altså også sommerens blomster væk i samme omgang. Nogle vælger at klippe den til i efteråret for at undgå at fjerne nye grønne skud, men i så fald fjerner du samtidig de visne blomsterhoveder som beskytter planten over vinteren.
Hvilke hortensia sorter er gode til krukker på altanen?
Hortensia hedder rigtigt hydrangea og det er også ofte sådan de hedder hos planteskolerne. Følgende sorter er gode krukke hortensiaer som kan overvintre og klare frost:
Hyndrangea macrophylla Alma: Hvide blomster - blomstrer i juli-september
Hyndrangea macrophylla Bella: Rosenrøde blomster - blomstrer i juli-september
Hyndrangea macrophylla Clara: Lyseblå blomster - blomstrer i juli-september
Hyndrangea macrophylla Dorthea: Rosa blomster - blomstrer i juli-september
Hyndrangea macrophylla Elisa: Blå/rosa blomster - blomstrer i juni-september
Hyndrangea macrophylla Bella: Rosa-røde blomster - blomstrer i juli-oktober