Hvilke planter skal du vælge, hvis din altan er nord-, syd-, øst- eller vestvendt?
Hos AltanLiv har vi ofte fået spørgsmål som "Hvilke planter skal jeg plante op altan hvis den er nordvendt?" De fleste drømmer om en grøn og frodig altan og derfor har vi rådført os med vores samarbejdspartner Byens Plantetorv.
Hvilke planter skal jeg vælge hvis min altan er østvendt og vestvendt?
Den østvendte altan har typisk sol om morgenen og om formiddagen, hvor den vestvendte altan typisk har sol hen af eftermiddagen og om aftenen.
Når du kigger efter planter, så skal du lede efter dem der trives i “halvskygge”. Det kunne eksempelvis være planter som akelaje, astilbe, solhat, efeu og græsser. De er alle stauder, som betyder at de kommer igen år efter år.
Hvis du vil lave din egen køkkenhave på en øst- eller vestvendt altan, så vil både mynte, persille og citronmelisse trives her.
Vestvendte altaner er typisk de mest vindblæste, så sørg for at have gode, solide krukker og gå efter planter som ikke er tynde i stænglerne.
Hvilke planter skal jeg vælge hvis min altan er sydvendt?
Den sydvendte altan har typisk sol det meste af dagen. Den varme sol giver typisk mange blomster, men det tørrer også jorden ud og vandet fordamper hurtigere, så særligt i sommermånederne skal du være ekstra opmærksom på at vande. Planter der vil trives på en solrig altan kunne eksempelvis være staudesalvie som fås i mange farver, lavendel, tomatplanter, bærbuske og krydderurter som løvstikke og oregano.
Hvilke planter skal jeg vælge hvis min altan er nordvendt?
Den nordvendte altan har typisk skygge det meste af dagen. Det betyder ikke at planterne ikke vil trives, de vil stadig få en masse næring af dagslyset. De fleste sommerblomstrende planter er dog ikke skyggeplanter. Så her skal du gå efter et mere grønt udtryk med mangeløv og laurbærkirsebær, som fylder godt i krukker og i højden, og supplere med heuchera, hvis smukke blade holder farven langt ind i efteråret.
Rigtig god plantelyst!