DIY: Lav dit eget planteophæng

Lav et flot og klassisk planteophæng til din altan - billigt og nemt
Sværhedsgrad
Pris
Ca. 10-50 kr. hvis du bruger en potte du har i forvejen. Prisen afhænger af valg af snor, og om du ønsker at sætte perler fast.
Tidsforbrug
30 - 45 minutter.
Denne lille DIY guide viser dig hvordan du nemt og enkelt kan lave flotte planteophæng. Planteophæng i natursnor og enkelte klassiske farver er meget moderne og kan købes i alle butikker - men hvorfor ikke lave det selv og spare penge og nyde lidt ro i et kreativt projekt?
Hvad skal du bruge?
Noget snor - du kan bruge lige den snor, du synes. I denne guide er der brugt natursnor med en tykkelse på 3 mm.
Evt. perler til pynt. Vi har her brugt træperler.
En potte og en blomst
En saks
Simpelt ikke?
Sådan laver du et planteophæng:
#1. Klip 4 lange snore på ca. 2,5 meter. Du kan sagtens lave snorene længere eller kortere alt efter hvor stor en potte du vil have i dit planteophæng.
#2. Fold snorene på midten og bind en løkke i enden - løkken kan du bruge som ophæng. Du kan også montere en ring istedet.
#3. Bind alle snorene sammen to og to så du ender med 4 knuder. De skal helst være i nogenlunde samme højde.
#4. Nu tager du en snor fra hvert af de knudepar som er tættest på hinanden og binder en ny knude. Nu har du 4 nye knuder.
#5. Hvis du ønsker at sætte perler på kan du gøre det nu. Sæt perlen på to snore og før den helt op til knuden - og bind en ny knude under perlen. Det kan selvfølgelig gøres på mange måder - dette er blot én måde.
#6. Bind igen 4 nye knuder med en snor fra hvert af de knudepar som er tættest.
#7. Til sidst afslutter du med at slå knude på alle 8 snore på en gang.
#8. Sæt din valgte potte og blomst i ophænget, og find et fint sted på din altan og hæng det op.