Indret din altan efter årstiden: Forår

Dagene bliver længere, og solens stråler varmer mere og mere. Du er måske lige blevet færdig med forårsklargøringen af din altan, hvor du har både vasket, slebet og olieret. Det er tid til at stille altanmøblerne udenfor og nyde den friske forårsluft. Vi har sammensat en række tips til, hvordan du kan indrette din altan sådan den passer til årstiden, og du på den måde kan få mest muligt ud af den! Altanen på alle billederne i denne artikel er fra Altan.dk.
4 tips til indretning af din forårsaltan
1. Køb friske planter til altanen, så snart frosten forsvinder - så er altanen klar til den forestående sæson. Gå evt i gang med forspiring indendørs endnu tidligere, så dine planter er klar til at komme ud, så snart der ikke er mere frost.
2. Brug friske farver, der signalerer, at en varmere og lysere tid er på vej. Det skaber en kontrast til den mørke vinter og giver dig lyst til at bruge altanens uderum.
3. Hæng en hængekøje op på altanen, så du nemt kan smutte ud og nyde en pause i solen, når den titter frem.
4. Skab en lille køkkenhave på altanen og fyld altankasserne op med friske krydderurter - du sparer pladsen i køkkenet, og krydderurterne holder sig friske i længere tid.